Instruktørerne rynkede på næsen over carvingski

Man kan sige at skiproducenterne har indrettet sig efter forbrugernes ønsker om ski, der er nemmere og sjovere at færdes på. De nye materialer og udformningen gør det nemlig muligt at bevæge sig på måder, der tidligere var helt utænkelige.

Carving er engelsk og udledt af to carve, der betyder at skære. Og det er jo netop det, der er formålet med alpint skiløb: Op på stålkanterne for at skære igennem sig svingende ned ad pisterne.

Det var egentlig snowboarderne, der indførte carvingteknikken. På deres brede boards med ekstrem taljering, demonstrerer de bedste snowboardere skærende sving til perfektionisme, mens skifabrikanterne i de første år passivt iagttog de nye generationers begejstring for denne oplevelse i takt med tabte markedsandele.

Men så kom der gang i udviklingen, og med carvinskiene lykkedes det at skabe en ski, der i sin opbygning under optimale forhold letter fornemmelsen af skær og drejevillighed for selv ganske almindelige skiløbere.

Nutidens ski laves i forskellige længder til forskellige formål. Til almindeligt skiløb på pisterne skal skien have samme længde som skiløberen +5-10 cm til mænd og -5-+5 cm til kvinder.

Skiene kan dog være lidt længere til skiløbere med gode tekniske færdigheder. I dybsne, på pukler og offpiste kan man med fordel bruge ski, der er lidt kortere.

Bred skovl og godt skær

Konkurrenceløberes bevægelsesmønstre har været udsat for utallige studier, der har dannet grundlag for al skiundervisning verden over. I årevis forklarede skilærerne, hvordan man skal bevæge sig op og ned, frem og tilbage etc. for at opnå det optimale kantgreb og dermed også skær. Men nu undervises der kun i carving, og det skal gribes lidt anderledes an.

For skiens brede skovl gør den ekstrem drejevillig. På grund af den store taljering deformerer skien let, når den kantes, og selv mindre øvede skiløbere får hurtigt en fornemmelse af, hvordan skien fungerer som et brugbart stykke værktøj, der kan svinge uden væsentligt rutsch.

Carvingski stiller ikke som tidligere høje krav om præcis fordeling af trykket hen over skien eller om kraftige op- og nedbevægelser. Man kan lade skiene løbe i en bane længere væk fra kroppen. Derved øges kantvinklen, og trykket opbygges automatisk.

Fart kræver plads

Skiløbet på carvingski i færdig form stiller også øgede krav til hastighed, pisternes beskaffenhed og løbernes agtpågivenhed. Med skiene langt væk fra kroppen, skal der ikke meget terrænvariation til, før man mister kontrollen og måske styrter. Tidligere startede man næsten uundgåeligt i svinget med et lille rutsch for så på vej ned gennem svinget gradvist at få etableret den nødvendige kant og det nødvendige tryk for at op opnå skær. På carvingski kan man alene ved simpel tyngdepunktsforflytning springe fra det ene skær direkte over i det næste.

Der er ikke længere den bremsende virkning på skiløbet, og fart kræver plads! Men højere fart og de skarpere sving - især mod afslutningen af svingbuen - stiller øgede krav til løberens agtpågivenhed. Det er ikke længere nok at kigge fremad - nu skal der også kigges til siden.
Pas på - for det øger ikke ligefrem reaktionstiden at ligge dybt nede i et snævert, perfekt skåret sving. En pludselig hindring kan naturligvis kræve retningsændring.

Udviklingen af ski er med garanti langt fra slut endnu, og selv de legendariske Telemarkski har nu fået samme facon som ski med slalombindinger. Kun pukkelpistski ligner endnu den konventionelle ski.

Tre typer carvingski

Carvingskiene defineres ud fra deres radius. Det er den radius, som svingbuen har, når skien er kantet netop 45 grader i forhold til underlaget. Ud fra denne definition inddeles carvingski i tre kategorier:

Fun-carving: De korteste og mest taljerede ski, typisk med svingradius mellem 10 og 18 meter. Ski med et meget lille anvendelsesområde for de mest ortodokse carvere. Den er, som det fremgår af navnet, mest til leg.

Traditionel-carving: De almindelige og lidt mere allround carvingski med svingradius varierende mellem 19 og 27 meter.

Race-carving: Bygget til høj fart og benyttet af konkurrenceløbere. Svingradius mellem 28 og 32 meter.

Forslag til selvtræning og leg

Vælg et let hældende terræn - ikke for iset, ikke for puklet og gerne bredt og velpræpareret. Bevar hele tiden en god afstand mellem skiene og hold så vidt muligt kontakten til underlaget med begge ski. Lad skiene gøre alt svingarbejdet. Undgå at vride skiene rundt. Lidt hastighed letter ofte svingarbejdet.

Øvelser du kan bruge

Kør i faldlinie (lige ned) og prøv at vippe/kippe det ene knæ indad, uden samtidigt at aflaste det. Fornem hvordan skien stille og roligt drejer ud af faldlinien. En lille aflastning af modsatte ben kan hjælpe. Prøv herefter til modsatte side.

Anbring skiene i en lille plov. Kør herefter sammenkædede sving ved at starte hvert sving ved skiftevis at kippe knæet lidt ind, som beskrevet ved forrige øvelse. Farten kan lidt efter lidt øges.
Forrige øvelse med sammenkædede sving gentages. Fokusér nu mere og mere på den parallelle føring af skiene.

I æg-stilling (styrtløbsstilling) køres store sving. Forbliv dyb hele tiden, således at afstanden mellem dit tyngdepunkt og underlaget hele tiden er den samme. Lad skiene stille og roligt passere under dig, idet du bevæger dig fra det ene sving over i det næste.

Med parallelle ski øges hastigheden gradvist i store sving, Der fokuseres på stille og roligt at få skiene til at bevæge sig i en bane længere og længere væk fra kroppen.

God fornøjelse med dine carvingski - og god skiferie!